En mors dilemma – hvem der bare havde en favn til hvert barn

Jeg synes heldigvis ikke, at det er særlig tit, jeg oplever det som en udfordring, at have mere end ét barn. Men lige i går var der en episode, hvor jeg godt kunne tænke mig, at man som mor havde en favn til hvert barn.

Johannes er jo kun fem måneder og derfor naturligt nok meget på arm. I det daglige er Aksel en utrolig tålmodig storebror, der fuldt ud accepterer, at lillebror er lille og derfor ikke kan selv. Og det gjorde han sådan set også i går, da episoden opstod – det var mere mig, der ikke lige kunne finde ud af det. Aksel har igennem de sidste dage haft meget svært ved at høre og generelt opført sig meget anderledes, end han plejer. Vi vidste, at hans dræn i begge ører var faldet ud, så i går holdt jeg ham hjemme fra børnehave for (forhåbentligt) at kunne få en akut tid ved ørelægen. Heldigvis kom jeg hurtigt igennem og vi fik en tid om eftermiddagen, så kunne far også nå hjem og være med.

Fra jeg havde fortalt Aksel, at han skulle til ørelæge fik han mere ondt i ørerne og var endnu mere generet af dem. De kløede og drillede, sagde han flere gange, mens han så på mig med det der blik “kan du ikke få det til at stoppe, mor?!”. Han ville derfor gerne have, at jeg holdt på hans ører og jeg ville bare rigtig gerne holde ham tæt ind til mig og lade ham mærke nærværet, kærligheden og trygheden. Men halløj, der var jo allerede optaget af en lillebror, som i dagens anledning bare rigtig gerne ville være oppe hos mor (måske, han kunne mærke, at noget ikke var, som det plejer…). Så der sad jeg med lillebror i skødet og den ene hånd skiftevis på Aksels ører – alt imens han accepterede, at mors favn var optaget. Dygtige dreng!

Men altså, bare et lille ønske, en mor skulle have en favn til hvert barn…