En mors dilemma - hvem der bare havde en favn til hvert barn

Naturen som legeplads

P1060181

P1060150

P1050780 P1050785

P1050556 P1050546

P1050539

Vi vil rigtig gerne lære vores børn glæden ved naturen som både spisekammer og legeplads, men indtil videre er det hovedsageligt sidstnævnte, vi bruger krudt på. Det er jo helt fantastisk så mange skatte, der er at finde ude i naturen og som naturen kan give os i mere eller mindre bearbejdede former. Vi har derfor haft det som et særligt fokus de sidste seks måneder, at få gjort Aksel mere glad for naturen og mere fortrolig med den. Og det er i den grad lykkedes. Nu efterspørger han selv at komme ud og han er begejstret for at hjælpe til og for at lege både sammen med os, men også alene. Han har fået øjnene op for, at naturen kan byde på en masse og han vil rigtig gerne udforske den – og han vil gerne både i skoven og til stranden. Sidst vi var i skoven var der et ordentligt bjerg af flis, som han legede med og klatrede op på. Glæden var derfor stor, da mormor og morfar for nyligt fik leveret et læs – og sikke der blev leget. Men også lært. Der ligger så meget læring gemt i alt det, vi foretager os. Så det blev både til en snak om, hvad man kan bruge træ til og om, at man på denne måde undgå at træ går til spilde.

I det daglige er det haven, der er den natur, vi primært nyder. Vi er sjældent i byen sammen som familie, og det er derfor ikke ret tit, Aksel møder byens natur og brug af naturens elementer. Men for ikke så længe siden, var vi på besøg hos min mands forældre, i hvilken forbindelse vi gik en tur i byen. Her var der blevet lavet en fin vandkunst-installation, som lige var noget for børn og barnlige sjæle. Aksel var også mere våd end tør, da vi kom hjem.

Én ting er glæden ved naturen, men vi vil naturligvis også gerne have at vores børn forstår at passe på den. Både på beskyttende vis, men også rent forsvarsmæssigt – at ikke alt der ser lækkert ud kan spises, at det kan være potentielt skadeligt at slikke på istapper, hvis ikke man ved, de er rene osv. Kunsten er så at formidle dette i et børnesprog, hvor det skræmmende ikke må få al for megen magt, for så kan man da være helt sikker på, at så bliver horisonten ikke udvidet yderligere i dén retning. Derfor leger vi meget med naturen og dens elementer, ligesom vi taler en masse om den, om hvad tingene er, hvad de kan osv. Fx har Aksel lige hjulpet sin far med at bygge en mindre jordvold og har derfor nu en forståelse for, dels at vand og jord blandet bliver til mudder, dels at mudder kan være et bygningsmateriale. Det er så fedt at høre, når han på sin egen måde forklarer mig om processerne og det, der sker, når man gør sådan og sådan.

Vi nyder naturen og tiden ude under åben himmel, så vi glæder os over den lyse tid nu (endelig) er her!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Feedback er altid godt - så skriv gerne en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En mors dilemma - hvem der bare havde en favn til hvert barn