Gode vaner

Vi bliver hjemme i år

Selvom der er lang tid til det er sommer og ferien banker på døren, er der allerede nu mange, som har planlagt rejser til nær og fjern. Vi rejser altid nært. Men ikke i år. I år bliver vi hjemme. Vi vil bruge ferien på at nyde, det vi har – og på at få lavet lidt af alt det, vi drømmer om i hus (og måske have).

Til sommer, når en bagendes sol varmer Danmark op, så en kølig dukkert bliver en nødvendighed. Når de danske jordbær er allerbedst og min fødselsdag meget nær. Når feriestemningen indfinder sig og vi trækker stikket ud af hverdagsmaskinen, så bliver det i år på den hjemlige matrikel. Vi skal ikke på ferie. Vi har valgt og prioriteret, at vi vil bruge ferien hjemme. Både fordi vi ikke føler, vi har nydt vores hus nok (sidste år var fyldt med dejlige fester, men dermed også meget tid væk hjemmefra), men også fordi vi gerne vil have tid til at få lavet noget mere ved huset. Måske også haven. Men huset har førsteprioritet.

Vi har lagt en plan for, hvordan vi drømmer om vores arbejde med hus og have kommer til at udfolde sig – en facitliste over alt det, vi håber, er færdiggjort når rådhusklokkerne ringer 2017 ind. Den er (måske nok lidt for) ambitiøs, men vi er enige om at justere undervejs.

Af egne projekter står disse ting på listen:

  • Færdiggøre al finish i huset (de sidste lister og malingklatter)
  • Shine bryggers op
  • Ombygge Aksels nuværende værelse, der skal være drengenes fælles legeværelse
  • Rykke om, så flere møbler skifter mellem stuen og førstesalen

Af projekter vi ikke selv skal stå for, er der to:

  • Installering af brændeovn
  • Ombygning af vores nuværende soveværelse, der skal blive til to værelser

Jeg glæder mig helt vildt. Til det hele er F Æ R D I G T ! Jeg er simpelthen bare ikke særlig meget til de der processer, i hvert fald ikke når det handler om vores hjem. Så skulle alt helst have været på plads i går. Det er min base, mit absolutte helle og der, jeg finder ro og lader op. Men kun hvis det er, som jeg vil have det. Så… Men der er jo en (lang) proces inden resultatet viser sig, og den skal vi igennem, samtidig med vi holder vasketøjsbunkerne nede, får ordentligt veltilberedt mad og ikke glemme hverken hinanden eller vores skønne familie og venner. Det bliver helt sikkert en udviklings- og lærerig proces for os sammen, men også for mig personligt. Jeg vil nemlig gerne være meget bedre til det der med, at hvile i at tingene ikke er endelige, ikke er fuldendte, ikke er 1-2-3-færdig. For det er jo netop igennem processen vi udvikler og finder frem til, hvad det er, der kan du og ikke du.

Det bliver godt og spændende. Mest ser jeg frem til at kunne nyde sommeren, haven, vejret og naturen herhjemme. Det bliver dejligt, at alt er i vante rammer og vi bare slår ferie-gearet til og lader sommerferiestemningen slå rod. Selvom vi ikke rejser ud, skal vi helt sikkert opleve noget i vores nærhed. Skønne museer, smukke naturområder og nok også en forlystelsespark.

SOMMER KOM BARE – jeg er klar (mentalt, men ikke når jeg ser på to-do-listen over det, der gerne skal være vinget af, før du kommer)!

P1090636

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Feedback er altid godt - så skriv gerne en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Gode vaner