Hvad mon fremtiden bringer?

Det har altid været sådan. Alligevel er det et emne, der fylder. Etableringsfasen. Man jonglerer med jobs, fritidsaktiviteter, huslige gøremål og alt det andet, der skal gøres for at skabe et hjem og en hverdag. Og ude i horisonten venter det næste “store”; bryllup, huskøb, (det næste) barn, renovering, ny bil eller andet.

Men nu – nu er vi faktisk nået dertil, hvor vi ikke ved, hvad der venter. Vi er gift. Vi har det hus, vi skal bo i mange år frem. Vi har fået de børn, vi gegne vil. Vi har renoveret det, vi vidste, der skulle ordnes for, at huset kunne fungere optimalt. Og godt nok ved vi, der skal investeres i en ny bil (med plads til os alle seks) – men for os er det udelukkende en praktisk foranstaltning og ikke noget “stort” at se frem til.

Så, hvad mon fremtiden bringer?

Det er egentlig ikke noget, jeg tænker så meget over. Men da jeg forleden sms’ede med en veninde, jeg sjældent ses med, gik det op for mig. Selvom vi kender en del til plottet for de næste års handlinger, så er der også plads til nogle større ting, vi endnu ikke ved, hvad er. Det føles faktisk rigtig godt. Og det er ikke fordi, der skal ske store ting i vores liv og vi skal have projekter kørende hele tiden. Men muligheden for det, er fantastisk.

Måske vi skal prøve at have nogle lidt større dyr (en ko eller et par grisebasser)? Måske vi skal begynde at holde en anden type ferie med vores børn? Måske vi skal dyrke den helt store køkkenhave? Måske vi skal restaurere andet i huset? Måske noget helt andet?