Skoldkopper

Hvor er jeg glad og taknemmelig for, vi lever i et land, hvor vores børn kan vaccineres mod mange ubehagelige sygdomme. Det er som sådan ikke noget, jeg plejer at tænke over, men nu, hvor skoldkopperne er på besøg herhjemme, værdsætter jeg virkelig, at vores børn er vaccineret og dermed forskånet for mange andre sygdomme. For hold da op de er stride, skoldkopperne!

Den lokale epidemi har ramt Aksels klasse hårdt og selv, var det også en ubehagelig omgang, han fik. Han var plaget af kløe og ubestemmelige smerter/ubehag i kroppen og endte med at misse seks skoledage. Da Aksel havde været afsted en dag efter han var blevet rask, kunne vi så konstatere, at Johannes havde fået dem. Og hold nu kæft nogle stride nogle, der har befængt hans lille krop, og særligt hans smukke ansigt. Selv om han har været syg tidligere og også da været feberramt, træt og dårlig, har jeg aldrig før oplevet ham så syg. Tre dage har han indtil nu tilbragt på sofaen. Han har sovet i løbet af dagen, grædt, kaldt på nærvær, ikke spist, bare ligget, mens kopperne har kløet, gjort ondt og fremkaldt for en 3-årlig helt uforklarlige følelser i kroppen.

Det positive er selvfølgelig, at de ikke kommer igen. Skoldkopperne. Og det var som sådan også fint nok, at drengene fik dem. Men Dagmar er også ramt. Min lille babypige. Hun har nok lige så mange som Johannes, men de er primært på hendes krop og i hovedbunden. Men puha, hun er plaget af dem. Nu. Igår gik det overraskende godt. Hun sov noget mere end vanligt, men var ellers ok, når hun var oppe. I nat har så været helt gal. Feberen har raset i den lille krop og hun har sovet i vores arme. En forstyrret, usammenhængende søvn, afbrudt af gråd. Mit lille menneske.