Det er en klassiker i mange børnefamilier, at det hele kokser i tiden mellem man kommer hjem fra job og aftensmaden er klar. Ulvetimen. Der er for lidt tid til (uendelig) mange gøremål. Jeg har aldrig brudt mig om begrebet “ulvetime”. Egentlig mest fordi det er somom problemet gøres større, når det får et navn. En slags egen identitet. Dermed kommer det også til at fylde mere. Og det bliver en undskyldning. Eller risikerer i hvert fald at blive det. For nøgternt...

– Var jeg så nygravid, at jeg endnu ikke selv vidste det – Og derfor anede jeg ikke, hvor fundamentalt det ville være for mig at blive nogens mor – Var jeg (ny)gift på tredje måned – Var jeg studerende – Boede jeg i et lille rækkehus – …i en anden by – …på en anden ø – Troede jeg, at vi skulle bliver på den ø – Havde jeg en masse forventninger til, hvad jeg skulle, fordi det “er...

Minuturet bliver sat. Ti minutter. Det er den tid vi for nyligt har indført som fælles oprydningstid. Både børn og voksne er i sving. Det er nyt, men det lover godt. Begge drengene er med på, hvad det drejer sig om. Nemlig effektiv oprydning i fællesskab, hvormed det bliver hyggeligt – og bagefter har vi så meget bedre tid til alt muligt andet. Igår var Aksel (5) ret hurtigt færdig med sin opgave og satte sig med en bog. Jeg...

Som nævnt, har vi i fællesskab med Aksel fundet frem til et nyt ugeskema herhjemme. Det viser, hvem der har hvilke pligter, hvornår. Og i mandags startede vi på første uge med det nye skema. Selvom jeg elsker struktur, planlægning, forudsigelighed og ja, skemaer, så er jeg meget bevidst om, at ikke alle har det sådan. Nogle trives lige så dårligt med det, som jeg gør, når der ingen plan er, når næste skridt er ukendt og der ikke er visuel...

I dag var sidste feriedag i denne omgang. I morgen starter Johannes atter i vuggestue, og Aksel har første skoledag. Men det er faktisk helt okay, at hverdagen begynder igen. For første gang i næsten seks uger var begge drenge puttet til tiden og klokken halv otte kunne vi komme igang med de praktiske gøremål inden sengetid. Madpakker, røre koldhævet dej, ordne affald, fodre dyrene og lukke af for natten. Nu sidder jeg i sofaen med en træt datter i...

Vi har denne gang valgt at forlænge vores barsel. Med otte uger. Så i stedet for den slutter midt i maj næste år, snupper vi lige hele juni med. Derefter holder vi sommerferien. Og så – starter Dagmar i pasning. Næsten 14 måneder gammel. Det føles virkelig godt. Priviligeret. At vi har muligheden. At vi kan gøre brug af den. Det betyder, at der kan være en ro omkring Dagmar, selvfølgelig, men også omkring vores familieliv generelt. Det giver så meget...

Om en uge går jeg på barsel. Om ca. to måneder bliver vores familie et lille menneske rigere. Om tre en halv måned starter Aksel i skole og på Fritten. Om seks måneder rykker Johannes op i børnehaven.   Derudover… …Skal vi på en uges ferie inkl. to dage i Legoland (og jeg ved faktisk ikke, om det er familiens børn eller voksne, der glæder sig mest). …Skal vi have færdiggjort vores ombygning. …Skal Flemming og jeg holde lidt fælles...

Det er fantastisk med alle de muligheder, vi har for at holde barsel – både længden af barslen, fleksibiliteten og selvbestemmelsen. Selvfølgelig ønsker man altid mere, for det er jo dejligt med ubetinget tid til sine børn. Men jeg synes faktisk, vi skal være rigtig glade og tilfredse med de muligheder, vi allerede har. Vi har netop brugt noget tid på at finde ud af, hvordan vi vil planlægge og fordele vores barsel. Og puslespillet er gået op. Jeg ønskede,...

I eftermiddags kørte Aksel endnu en gang med mine forældre hjem for at sove hos dem. Han elsker det. De elsker det. Vi elsker det. Og ham her på billedet, han nyder, når han har både mors og fars opmærksomhed! Vi prioriterer tid til, at vores børn kan få alenetid. Både med os sammen, men også en-og-en, fordi vi synes, det er vigtigt – fordi: Vi får mulighed for at snakke sammen uden afbrud Vi kan fokusere 100 % på...

Som regel når jeg har sunget Johannes i søvn, forsvinder jeg hurtigt smånynnende ud af værelset. Fordi der venter en masse praktiske gøremål. Men den anden aften blev jeg siddende og nød øjeblikket. Lige der i mørket, hvor jeg sad, med min dejligste lille sovende guldklump. Hans tunge vejrtrækning virkede næsten mediativ. Og at kunne ane den elskede Bamse, han holdt et fast tag i, var bare indbegrebet af min lille Johannes. Mens jeg sad der, kunne jeg mærke, hvordan...