Naturen som legeplads

Sommerdrømme

P1020133 P1020431 P1020554

Jeg nyder virkelig at foråret og lyset er her, men jeg savner varmen. Og den stemning der opstår når sommervarmen rammer Danmark, uanset om det er i august eller maj. Stemningen af evig ungdom, glæde, endeløs tid og veltilpashed! Men også de oplevelser der følger med i form af besøg ved diverse attraktioner. Selvom jeg elsker det stille og anonyme landliv, elsker jeg nu også at dele de “obligatoriske” børneminder med vores børn. Det er, foruden familieferierne, nogle af de bedste minder jeg selv har fra min barndom. Oplevelsen af at verden står stille og man er i et helt andet univers. Det er fantastisk.

Men jeg synes også, det er nogle dyre oplevelser. Indgang, is, uundgåelige souvenirs i større eller mindre skala, mad, drikke osv. Det løber hurtigt op – også selvom man tager forplejningen med hjemmefra. Derfor regner vi ikke med at komme mere end to-tre steder i løbet af sommerhalvåret, når det drejer sig om heldagsaktiviteter. Sidste år var ikke på sommerferie, men til gengæld både i Zoo, Lejre, Knuthenborg og Bonbonland. Alle sammen skønne og vidt forskellige!

Zoo:

Vel nok turistfælde nummer ét sammen med Tivoli. Vi var der en steghed sommerdag, men var heldige, at de fleste dyr var fint aktive trods varmen. Aksel fik virkelig noget ud af det og ditto gjorde vi forældre. Glade børn lig glade forældre! En kliche, men en sand en af slagsen. Vi så det hele i et stille og roligt tempo, havde fine pauser undervejs, tid til is og lækker medbragt mad.

Lejre:

Simpelthen så godt for alle aldre! Mødet med en svunden tid er altid spændende og nutidsfolk, der ferierer den ved at lege mennesker fra dengang, er altid inspirerende. En god dag med masser af tiltrængt skyggeplads og svale stunder. Og så her fik Aksel noget ud af det, ikke mindst fra hestevognsturen rundt på museet.

Knuthenborg:

En af mine favoritter fordi der er så meget plads og gode muligheder for at tage det i ens eget tempo. Til gengæld er det næsten for stort til, at man kan opleve det hele på kun én dag. Et stort plus er dog, at her er noget for alle. Knuthenborg er i min optik et af de mest oplagte steder at holde en storfamilie-tur.

Bonbonland:

Kan virkelig anbefales som forlystelsessted for familier med små børn. Aksel fyldte først tre i oktober, men der var alligevel mange ting, han måtte prøve og de steder, han ikke måtte, var der næsten altid en almindelig legeplads eller lignende i nærheden. På dagen var det ikke varmere, end det var til at holde ud – heldigvis, for så havde der manglet lidt skyggeplads.

 

I år er det indtil nu kun en tur på Bakken (og til Korsbæk), der er fastlagt. Udover en helt igennem fantastisk ferie i Sverige, hvor vi hiver stikket til virkeligheden ud og bare er. Jeg glæder mig helt vildt!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Feedback er altid godt - så skriv gerne en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Naturen som legeplads