Noget om blogpauser

Nu har jeg efterhånden blogget i fem år. Fem år – man ved et og andet. Jeg ved i hvert fald, at blogpauser er en integreret del af min måde at blogge på. Det gælder både tilsigtede og utilsigtede pauser.

Min første tilsigtede og længste pause kom allerede efter mindre end én måneds bloggeri. Det var i begyndelsen af 2011 og jeg skrev speciale. Men så fandt jeg blogverdenen og faldt for den – og hurtigt blev det min overspringshandling nummer ét. At læse andres blogs og skabe min egen. Så jeg valgte at lukke helt ned for ikke at blive fristet.Først i slutningen af året fandt jeg den frem igen. I mellemtiden var jeg både blevet cand.mag. og mor.

Senere har jeg haft flere utilsigtede pauser og hver gang har de irriteret mig, for jeg har savnet tiden til at blogge. Og netop tiden har været hymnen. Det kan jeg se nu. Bagklogskabens klare lys svigter ikke. Men i den blogpause jeg neto har haft og som slet ikke var planlagt – tværtimod havde jeg en mængde idéer til juleri på bloggen – har det været ok. Jeg har accepteret, at det er sådan, det er og glædet mig til, at tiden er kommet tilbage. Og det håber jeg, den er nu.

Det er hverdagen, der har domineret, når jeg har været fraværende på bloggen. Og sådan må det være. Livet leves i hverdagen og så må forevigelsen af denne og hint på bloggen være sekundær.

Selvom jeg har været væk fra bloggen, har min hjerne stadig tænkt i indlæg og mange noter er blevet gjort. Også om et lidt større “cirkus” her på bloggen – et boost om man vil. Men mere om det, når tiden nærmer sig…