En fleksibel hverdag

Børnesnak #1

Aksel er fire år og meget optaget af det der med “død”. Det indgår dagligt i hans ordforråd i forskellige henseender – nogle gange i hans lege andre gange koblet til en anden samtale, vi har gang i. Det er et af de emner, man som forældre ikke kommer udenom, men som man samtidig gerne vil servere på den rigtige måde.

I starten da han begyndte at bruge ordet, var vi opmærksomme på at spørge ind til, om han vidste hvad det betød og hvad det var at være død. Vi snakkede med ham om, at hans oldefædre er døde i perspektiv til, at hans oldemødre lever. Og vi snakkede med ham om, hvad en kirkegård er. Det var (forholdsvis) håndgribeligt for ham.

Men den dag han første gang spurgte mig, om jeg døde før ham og hans lillebror, fik jeg en klump i halsen. For hvad svarer man? Ideelt set er svaret jo, at ja, vi dør, når vi bliver gamle, så først dør oldemor, så bedsteforældrene og først, når I er voksne, dør mor og far. Det er jo i hvert fald sådan jeg (vi) håber, livet arter sig.

Så lige nu er Aksel af den opfattelse, at vi dør i aldersbetinget rækkefølge. I hvert fald i hans familie. For vi har fortalt ham, at engang imellem er der også børn og ikke-gamle voksne, der dør. Han har så bare koblet det til, at det er kun gældende for andre…

I går da vi kørte en lille tur efter at have hentet lillebror i vuggestuen, sagde Aksel pludselig “Dig og far dør først, når vi er voksne. For hvis I dør når vi er børn, så er vi jo ikke…”. Og så vidste han ikke, hvad han skulle fortsætte med. Men jeg vidste, hvad han mente. Så jeg fortalte ham, at hvis man som barn mister både mor og far, er der andre, som tager sig af børnene. Vi snakkede så om, hvem det ville være – bedsteforældre, fastre, morbror og vores gode venner. Jeg sluttede samtalen af med at sige, at det jo er sjældent, det sker.

Jeg håber, at vores åbenhed omkring, hvad døden er, betyder, at vores børn vil få et naturligt forhold til emnet. At det er naturligt og uundgåeligt. At det er skræmmende når det sker, men at livet går videre. Til trods…

P1120993

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Feedback er altid godt - så skriv gerne en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En fleksibel hverdag