Skal vi kalde hende Arthur?

En af mine veninder venter sit andet barn. De var fra start ret sikre på, det igen var en dreng de skulle have. Og han skulle hedde Arthur. Men nu har en scanning vist, at det er en lille pige, de skal have. Og hun skal ikke hedde Arthur. Men det fik mig til at tænke over det her med valget af sit barns navn…

Jeg elsker navne og har altid gået op i det, lige som andre går op i frimærker. Fordi jeg synes, det er sjovt – navne fortæller en masse historie, hver persons historie, men ofte også en historie om dem, der valgte navnet.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg som barn ikke vidste, hvad mine fremtidige børn skulle hedde. Niklas, Kris og Kristopher var blot nogle af de drengenavne, jeg var igennem. Mens det på pigesiden bl.a. var Louise, Julie og Maj. Hver gang var jeg helt sikker på, at dét var navnet! Velvidende at der nok også ville være en far, der havde en mening.

Da min mand og jeg begyndte at tale om børn, kan jeg huske, at det var meget vigtigt for mig, at vi ret hurtigt valgte nogle navne. Fordi det så blev mere håndgribeligt for mig. Pigenavnet Dagmar var jeg stødt på i forbindelse med, jeg i gymnasiet skrev om den russiske revolution. Kejserinde Dagmar, dansk prinsesse, der blev den sidste rigtige zarina af Rusland. En fascinerende historie og et fascinerende navn. Heldigvis var min mand med på, at det skulle være navnet til vores eventuelle datter.

Af drengenavne var min favorit Oskar. Det var min mand ikke helt med på, så vi skulle finde alternativer. Han foreslog nogle gamle nordiske navne; Thor, Bjørn og Eskild. Det var jeg ikke helt med på, jeg ville gerne have nogle gamle (klassiske) danske navne. Han var enig og så begyndte jagten. Den blev hurtigt afsluttet. Navnet Aksel blev valgt med det samme, det var blevet foreslået (jeg kan ikke engang huske, hvem der kom på det). Vi havde begge positive associationer til Matador, hvor Agnes og Laurits’ søn hedder Aksel.

For os har det med vores børns navne handlet om, at de var det, vi valgte de skulle hedde. Selvom vi ikke kendte kønnet nogle af gangene, vidste vi første gang at det enten var en Dagmar eller Aksel, der kom. Anden gang en Dagmar eller Johannes. Og når tredje gang (forhåbentlig) engang kommer, bliver det enten en Dagmar eller Laurits. Så når folk har spurgt “hvad så, hvis den slet ikke ligner en Dagmar eller Aksel, når den kommer ud?”, har jeg svaret, at det var der ingen fare for. Den havde allerede fået det navn, vi havde valgt og kunne derfor ikke være andet. I vores optik i hvert fald.