Sommerferie i sigte

Moderskabets værdier og opgaven som mor

Jeg har tidligere skrevet noget om moderskabet og det med at være en god mor her. Det er lidt med mødre som med skolelærer og sygeplejersker – alle har en holdning til rollen og til, hvordan man udfylder den rigtigt… Jeg ville ønske, der ikke var så mange normer og krav, forventninger og mål for, hvordan man er en god forælder – en god mor. Med få undtagelser tvivler jeg ikke et sekund på, at alle mødre, vil deres børn det bedste. Og ved bedst! Jeg er ret spændt på, når Aksel starter i skole næste år og der skal være forældremøder, hvor man som forældregruppe skal blive enige om det ene og det andet. Jeg er tilhænger af, at man kan aftale nogle fælles ydre rammer (med god vidde), og det så er op til de enkelte forældre, hvordan de udfylder resten af billedet. Det kan ikke udfyldes ens for alle børn, og skal ikke udfyldes ens. Børn er forskellige. Forældre er forskellige. Liv er forskellige.
Som mennesker vil vi forskellige ting og som forældre (mødre) har vi forskellige ønsker (og mål nok også) for vores børn.  For mig er de vigtigste parametre i mit moderskab, at:
– Give kærlighed, tryghed og omsorg
– Gøre mine børn selvstændige og tro på sig selv
– Videregive gode værdier og traditioner
– Lade mine børn vide og forstå hvor de kommer fra
– Få dem til at se livet som den ultimative gave
Give kærlighed, tryghed og omsorg
Jeg elsker at vise mine børn, at jeg elsker dem! Ikke ved at give dem en masse materielle ting, men ved at give dem tid, opmærksomhed og plads. Når jeg tænker på, hvad der er absolut vigtigst for mig, at mine børn som voksne vil huske fra deres barndom, så er det først og fremmest kærlighed. At de mærkede den dybfølte kærlighed, vi som forældre, føler for dem.
Mine børn skal føle sig trygge, men ikke overbeskyttede. De skal vide, at jeg (vi) står bag dem og altid vil være der for dem – også når livet gør ondt. De skal mærke den omsorg, som jeg selv er vokset op med; en oprigtighed og interesse fra os som forældre i forhold til vores børns ve og vel.
 
Gøre mine børn selvstændige og tro på sig selv
Mine børn skal turde træffe deres egne beslutninger og stå ved dem. Og så når deres forældre stiller interesserede og måske kritiske spørgsmål. Det handler ikke om at turde gå imod sine forældre, men om at turde stå fast, sige fra og blive ved. Ved med at kæmpe for det, men tror på, det man drømmer om og det man gerne vil.
Helt bevidst beder vi Aksel på fire år om at beslutte forskellige ting, fx hvis vi har en halv times tid til leg inden sengetid, så spørger vi, hvad han helst vil. Hvis han så nævne flere ting, snakker vi med ham om, at ikke alt kan nås og han må prioritere. Han må vælge og stå fast. Det er selvfølgelig i det små, vi udfordrer ham på det, tilpasset hans alder og udvikling. Men vi er bevidste om, at “træne” ham i at være selvstændig, træffe valg og tro på sig selv.
Videregive gode værdier og traditioner
De værdier, vi herhjemme lever efter er vi meget bevidste om, også at italesætte, så vores børn bærer dem med sig videre. Det er afgørende for os, at de ved, hvorfor vi gør, som vi gør. Fordi vi tror på, at det vi gør, er det rigtige. For os. Vi taler generelt meget med vores børn om livet og om forskelligheder. Vi ønsker, at vores børn er nuancerede og ved, at ikke alle lever, som vi gør. Det er ikke alle, der prioritere som vi gør. Men det gør det ikke mindre rigtigt. Det er bare noget andet, der er rigtigt for dem.
Min mand og jeg elsker traditioner. Både de traditionelle, som vi sætter vores eget præg på, men også nye traditioner, vi selv starter op. Den glæde for genkendelighed og gensynet, vil vi gerne, at vores børn bærer med sig videre i livet.
Lade mine børn vide og forstå hvor de kommer fra
Jeg synes, det er noget af det vigtigste, at man ved, hvor man kommer fra. Jeg tror på, at det styrker et menneske, når marven er på plads. Uanset marvens indhold, er dens tilstedeværelses betydning ikke at fornægte. Ved at vide, hvor man kommer fra, ved man også noget om, hvad man kommer med og at ikke alle er som en selv. Det handler om åbenhed og forståelse, om tolerance og troen på mennesket bag. Det kan lyde frelst, men sådan er det ikke tænkt. Jeg er blot overbevist om, at har man som barn et fast ståsted, bliver det nemmere at møde verden og dens forskelligheder.
 
Få dem til at se livet som den ultimative gave
Vores børn skal vide og forstå at værdsætte livet. Der findes så mange ulykkelige skæbner, triste livshistorier og begivenheder, der er forbudte for børn. Netop derfor er det betydningsfuldt, at vi i et land som Danmark, med de muligheder det rummer, er taknemmelige for vores liv. For at vi faktisk har et valg. At vi selv bestemmer. At livets vej er en, vi selv er med til at lægge…
P1160493

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Feedback er altid godt - så skriv gerne en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sommerferie i sigte