Savn

Idag var en af de dage, hvor jeg følte mig halt allerede i morges. En af de dage, hvor hjernen hele tiden var et andet sted. Hele tiden søgte hjem til mine børn. De er selvfølgelig altid i mine tanker, men i dag var de der på den måde, der river og gør lidt ondt. Hvor hjertet bliver vredet op som en karklud og hvor man ved, den først glattes ud, når man igen er sammen med dem. Holder dem tæt ind til sig, kysser dem og fortæller dem, hvor meget de er værd. At de er alt værd. At de gør min verden til et vidunderligt sted.

Heldigvis er dette savn slet ikke hverdag og jeg  ved ikke, hvad der udløste det i dag. Men medicinen virkede og i det øjeblik, jeg genså dem og mærkede deres nærvær, var savnet væk. Erstattet med lykkelig kærlighed, taknemmelighed og hengivenhed.