Når børn slås

Jeg er rystet. I min grundvold. En af Aksels venner er blevet overfaldet. Et fem-årigt barn. I børnehaven. Hvad sker der lige for det – at børn i den alder, gør den slags.

For at skitsere forløbet kommer her en kort beskrivelse (offer=O, angribere=1, 2, 3 og 4): O leger. 1 kommer forbi og slår umotiveret O i maven. O slår igen. 2 griber fat i O’s ene arm og beder 3 tage den anden arm. 2 og 3 holder nu fast i hver af O’s arme, som de klemmer alt hvad de kan. Imens slår og sparker 1 og 4 på O. O får vristet sig fri og løber hen til de voksne.

Børnehaven har efterfølgende tacklet situationen på bedste vis! De har handlet hurtigt og effektivt, så vi som forældre trygt km aflevere vores børn.

Men alligevel er jeg dybt forarget!

Jeg er rystet over, at børn kan opføre sig sådan. Og jeg er forarget over, at forældre kan opføre sig sådan.

Det er angribernes forældres (manglende) handling, jeg på ingen måde forstår.

Den dag episoden var sket, kontaktede 4’s forældre O’s. De fik en snak og 4 var senere forbi O og undskylde. Det var handling, det var opdragelse, det var respekt.

Men hverken 1, 2 eller 3’s forældre har taget kontakt til O’s. Som i slet ikke. De har hverken udvist omsorg for det barn, som deres eget barn har været med til at overfalde. Og de har ikke vist respekt for O’s forældre ved at give dem en undskyldning på deres barns vegne.

Denne mangel på handling fra forældrene gør bare, at jeg så tænker – hvad er så læringen i det for 1, 2 og 3. Hvis deres forældre ikke er voksne nok til at gribe fat i O’s forældre, evner de så at opdrage deres eget barn til at forstå, at den slags før man ikke. Helt oprigtigt så betvivler jeg sgu forældrene til 1, 2 og 3 i forhold til, om de forstår alvoren i situationen. Deres børn har begået en forbudt handling, de som forældre har en forpligtigelse til at agere på baggrund af. Men der er bare stilhed…