Alenemor for en dag

Kærlighed og konsekvens er nøgleordene i opdragelsen herhjemme

Kort overvejede jeg, om titlen til indlægget skulle være ”Ingen slinger i valsen”. Men det ville nok alligevel være lidt skudt ved siden af. For der er lidt slinger. Engang imellem. Selvom vi er meget fokuseret på, hvor vi gerne vil hen med vores opdragelse og hvordan, slår vi alligevel enkelte sving og omveje.

Jeg har som sådan ikke tidligere sat ord på, hvilke begreber, der betegner vores opdragelsesmetode. Men en dag hørte jeg tilfældigt noget i radioen, der fik mig til at tænke nærmere over det. Hvilke grundstene vi egentlig bygger vores opdragelse på. Ret hurtigt kom jeg frem til, at det er kærlighed og konsekvens. Vi giver vores børn al den kærlighed, vi kan, fortæller dem, at de er fantastiske mennesker men alle muligheder åbne. Men vi lærer dem samtidig, at alt hvad man gør (og ikke gør) afføder konsekvenser, og hvad betydningen heraf kan være.

Herhjemme snakker vi ofte om, hvordan vi gerne vil opdrage vores børn, hvilke værdier vi ønsker de skal have og hvordan enkeltsituationer bedst tackles i forhold til det enkelte barn.

Når vi er sammen med andre, der har børn jævnaldrende med vores, får vi tit en oplevelse af, at vi er de forældre, der opdrager strengt. Vi har mange regler. Det er tydeligt, hvad man må og ikke må. Og børnene ved, at deres valg har en konsekvens. Den ældste på 12 ved også, at de valg man ikke træffer, har en konsekvens. Sådan synes vi, det fungerer bedst.

Vi oplever, at de klare rammer gør det nemmere for børnene – de er ikke i tvivl om, hvor grænsen går og derfor ved de også, hvornår de udforer den. Og at dette har en konsekvens. Da Aksel var omkring to et halvt og trodsalderen begyndte at vise sig, indførte vi ret hurtigt time-out. Det betød, at når han overskred grænsen og vi måtte gøre ham opmærksom på det mere end én gang, sagde vi, at ”hvis du gør det igen, kommer du ned i gangen og sidde” (gangen og stuen er adskilt af en glasdør, så det var ikke så langt væk). Da han havde fundet ud af, at det ikke var sjovt, begyndte vi i stedet, at spørge ham ”har du brug for lige at komme lidt ned og sidde i gangen?”, når han efter flere henstillinger fortsat udfordrede de kendte rammer. Overraskende hurtigt lærte han, at det var bedre at stoppe første gang mor eller far hævede stemmen, så gangen røg hurtigt ud af spil.

Vores børn er ikke i tvivl om, hvem der bestemmer. Det gør de voksne. Vi ønsker, at vores børn respekterer voksne som den autoritet, de er. Det betyder, at når vi har besøg af andre, har de voksne samme ret som os til at opdrage på vores børn. Og når vi er ude hos andre, er det naturligt for os, at dem vi besøger har ret til at sige nej til vores børn. Ligesom vi har ret til det, med de børn der er gæster i vores hjem.

I vores verden er det at opdrage konsekvent en del af det at opdrage kærligt. Faste rammer skaber tryghed og tryghed er dybt forbundet med kærlighed.

Det er heldigvis kærligheden der fylder mest. Der er mange flere kys, kram, hyggestunder, nærhed, samvær og samhørighed, end der er situationer med behov for påmindelse om rammer og konsekvens. Begge vores drenge er kærlige og hengivne og rigtig gode til at vise omsorg og kærlighed, både overfor os forældre, hinanden og de andre mennesker, der står dem nær. Det er noget af det, der betyder allermest for min mand og jeg – at vores børn kan og vil udtrykke deres følelser, på godt og ondt.

P1120261

P1120180

P1120170

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Feedback er altid godt - så skriv gerne en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Alenemor for en dag